Søndag d. 18 Oktober mødtes 8 medlemmer af “Grusbanden” ca. en kilometer nedstrøms Terndrup på Tvorupvej, hvor der engang lå et dambrug. Her blev der for år tilbage udlagt betydelige mængder gydegrus. Nu trængte gydebankerne til en grundig gennemspuling. Det var tydeligt at se, at der på hele strækningen var grus til stede, men de fleste steder var gruset sandet til eller helt overvokset af vandplanter. Strækningen fra det øverste af skoven ned forbi den store maskinhal fik efter nogle timers hårdt arbejde mange fine gydepladser, klar til besøg af havørrederne.
Vi fik en særdeles positive velkomst af det lokale lodsejerpar. Så frokosten blev indtaget siddende i havemøblerne på deres terrasse i solskin og med udsigt over den smukke ådal.
Strækningen nedstrøms mølledammen i Terndrup fik også et besøg. Grejet kom på traileren, og holdet kørte opstrøms til Aavangen i kanten af Terndrup. Her arbejdede vi langs private haver. Nysgerrige grundejere kom ned til åbredden og fik forklaret, hvad vi havde gang i. Der var lutter positive kommentarer fra lodsejerne. Lettere mørbankede efterlod vi sidst på eftermiddagen den skønne strækning med et væld af indbydende gydebanker.
Vi var enige om, at en efterårsdag ikke kunne bruges til noget bedre. Stemningen var i top, vejret var fantastisk, grejet fungerede, og – ikke mindst – var troen på fremtidige fangster steget adskillige grader!
Dagens læring: 2 – 3 mand med kultivator/rive hjælper spuleren med at trække gruset opstrøms. Det virker suverænt.

